Vi var begge spændte på at skulle møde vores jordemoder for første gang. Det var hende, som skulle guide og følge os igennem hele forløbet, og derfor var det utrolig vigtigt for os begge, at kemien var der – og det var den heldigvis.

Vores jordemoder, Lise, startede med at introducere sig selv og fortalte, at hun havde været med til 30.000 fødsler. Antallet af fødsler var ikke altafgørende, men jeg må indrømme, at det var utroligt beroligende at høre, og måske endnu mere for en førstegangsfødende. Snakken bevægede sig rundt om forskellige emner, og i løbet af vores samtale fandt vi også ud af, at hun havde hjulpet min lillebror og lillesøster til verden - lidt pudsigt, at det netop blev hende.

Efter vores behagelig snak, skulle vores jordemoder Lise mærke på den lille baby, der voksede i min mave. Jeg lagde mig på briksen, der stod bagerst i lokalet, og så begyndte hun at mærke på min mave. Det varede ikke længe før hun sagde ”hun er lige til den lille side, så jeg sender jer til endnu en scanning”.

Imens jeg stadig lå på briksen, gik Lise hen og tog telefonen for at ringe og booke en ny tid på Riget. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle forholde mig, og det var først, da jeg satte mig tilbage i stolen, at jeg kunne mærke, at det hele var meget overvældende. Jeg brød ud i gråd, for jeg vidste jo ikke, om det var noget alvorligt, eller om det ville have nogen betydning for det forløb, vi nu stod og skulle igennem.

Det var en uge siden vores første besøg hos Lise, og vi skulle nu til en ny scanning på hospitalet. Scanningen foregik som alle de andre scanninger, hvor man ligger på briksen og sonografen (specialuddannet jordemoder eller sygeplejeske) fører et apparatet hen over maven.

Det var svært for os at følge med på skærmen, og forstå hvad de forskellige tal betød. Det eneste vi kunne se, var en masse streger, der blev trukket hen over baby, for at måle vægten ud fra hendes hovedomgang, maveomgang og lårbensknogle.

Sonografen bekræftede jordemoderens vurdering, og vi fik at vide, at vores lille baby, som voksede i min mave, ikke havde vokset som forventet, og derfor var lille i forhold til hendes fosteralder.

Jeg husker ikke de præcise tal fra denne scanning, men jeg mener, at det hed sig, at hun lå under 7 percentilen. Derfor var sonografen også god til at berolige os og fortælle, at der ikke var nogen grund til bekymring. Dog ville de gerne holde øje med hende og i det videre forløb, skulle vi derfor møde op til scanning ca. hver anden uge.

Billede: stock-foto

Ugerne imellem scanningerne føltes som evigheder. Der skulle ikke meget til, før jeg kom helt ud af den. Selv den mindste smerte kunne skabe stor bekymring, for hvad nu hvis, hun var stoppet med at vokse? Hvordan skulle jeg kunne vide det? Det kunne jeg umuligt vide, og derfor var der heller ikke det, som jeg ikke fik indtastet i en google søgning under min graviditet.

Jeg er generelt storforbruger af google, når det kommer til at indsamle informationer om symptomer. Jeg ved godt, at man ikke skal tro på alt, hvad man finder, men under min graviditet skabte det faktisk ikke bekymring, men derimod en vis tryghed. Der er heldigvis mange kvinder, som har været igennem en fødsel, og de er virkelig åbne og ærlige omkring deres erfaringer.

Som det første efter hver eneste scanning, ringede jeg til min mor, for at give hende en opdatering. Det var første gang, at hun skulle være mormor, så jeg vidste, at hun også havde mange bekymringer. Jeg havde svært ved at holde tårerne tilbage, og når vi talte sammen, væltede et hav af spørgsmål frem, som jeg ikke havde fået besvaret i løbet af vores besøg på hospitalet. Men jeg havde heller ikke fået spurgt, for mine bekymringer overtog mine tanker, hver gang vi fik informationer fra hospitalet. Derfor kan jeg kun anbefale, at man skriver alle spørgsmål ned på et papir, så hverken du eller din partner går fra hospitalet med en masse uopklarede spørgsmål - og skriv også svaret ned, så de ikke glemmes.

Billede: stock-foto

De sidste scanninger viste, at vores lille baby forblev lille og ikke tog ordentligt på. Hospitalet var dog stadig ikke bekymrede, men da vi ankom til den sidste scanning, hvor hun skulle have taget 200 gram på om ugen, havde hun kun taget 160 gram i løbet af to uger, og var nu på -25% under gennemsnit for den givne gestationsalder. Derudover kunne de se, at der ikke var så meget fostervand tilbage.

Vi talte med en læge, som fortalte os om muligheden for igangsættelse. Hun pointerede, at det ikke nødvendigt, men at det var hendes anbefaling at sætte mig i gang. Jeg kunne sagtens gå tiden ud, men så ville scanningerne forekomme oftere. Vi havde ikke brug for flere unødige bekymringer, og derfor valgte vi at takke ja til en igangsættelse.

Vi fik en masse brochurer med hjem, så vi kunne forberede os på det kommende forløb. Det var både med stor frygt, men på samme tid en stor lettelse, at fødslen skulle igangsættes. Det hele kom pludseligt tæt på, men jeg glædede mig også over snart at skulle møde vores lille pige.

Alt dette skete en onsdag, og vi fik at vide, at vi ville blive kontakte i ugens løb angående tid for igangsættelse. Dagen efter ringede de fra hospitalet. De havde fået en tid til os om mandagen – der var altså kun 4 dage til, at jeg skulle sættes i gang og planer om kæresteture måtte fremskyndes til weekenden og hospitalstasken, som var halvt klar, blev meget hurtigt færdig pakket.

Vi kom ind på hospitalet kl. 11.00, hvor de startede med at foretage CTG, mærke om jeg havde åbnet mig, og derefter var jeg klar til at blive sat i gang. Vi skulle blive på hospitalet igennem hele forløbet, da de gerne ville holde øje med baby under igangsættelsen. At blive på hospitalet skabte en stor tryghed i mig, for min største frygt var at skulle gå i fødsel midt ude på gaden.

Jeg fik 3 piller, som skulle sætte mig i gang – den ene skulle jeg tage kl. 12, den anden kl. 14.00 og den tredje kl. 16.00, hvorefter sygeplejerskerne ville vurdere, om jeg skulle have flere. Pillerne jeg skulle tage, var Angusta piller.

Jeg har tidligere arbejdet sammen med en kvinde, som var under igangsættelse i fem dage. Derfor havde jeg forberedt mig på, at der kunne gå flere dage, men på samme tid havde jeg en fornemmelse i kroppen, der fortalte mig, at det ville ske dagen efter. Den første pille var nu taget, og min kæreste og jeg gik ned i stuetagen på hospitalet, hvor vi satte os på Espresso House.

Vi havde begge en masse at se til, da jeg skulle læse en masse bøger i forbindelse med min HD, og min kæreste havde noget arbejde, som skulle afsluttes. Vi havde jo ikke forventet en igangsættelse, så der var pludselig lidt at se til, for at det hele skulle gå op i en højere enhed. Den anden pille tog jeg imens vi sad og fik noget varmt at drikke.

Efter en times tid kunne jeg mærke meget milde smerter, så vi besluttede os for at gå tilbage på vores stue og tale med de jordmødre, der arbejdede på gangen. De satte et apparat til, som skulle måle, om jeg havde fået veer og mærkede, om jeg havde åbnet mig yderligere. Da jeg kom ind, var jeg allerede åbnet 1 cm, og efter de to piller var jeg åbnet 1,5 cm. Derfor sagde de, at jeg ikke skulle tage flere piller.

Timerne var lange, og der skete ikke yderligere indtil kl. 23 om aftenen, hvor smerterne begyndte at tage til. Jeg fik et skud morfin, så jeg kunne sove uden at skulle have smerter. Det hjalp og jeg faldt i søvn – lige indtil kl. 00.30, hvor jeg vågnede ved, at mit vand var gået.

Min kæreste og jeg lå i samme seng med hovedet i hver vores ende. Jeg skyndte mig at vække ham og fortælle, at vandet var gået. Dernæst var jeg hurtigt ude på toilettet, og han var hurtigt ude på gangen og tilkalde hjælp.

De næste timer husker jeg ikke tydeligt for smerterne var så ekstreme, at jeg ikke kunne være i mig selv. Veerne tog til og det samme gjorde smerterne. Jeg havde det utroligt dårligt og blev ved med at bede om mere smertestillende, hvilket jeg fik besked på ikke var muligt, før jeg kom ind på en fødestue. Og det var heller ikke muligt, før jeg havde åbnet mig nok. Stakkels kvinde der lå ved siden af mig på stuen, tænkte jeg. Det tror jeg også selv, at hun tænkte, for det varede ikke længe, før hun valgte at flytte til en anden stue.

Endelig kunne jeg komme ind på fødestuen. Turen fra min stue hvor jeg lå og ned til fødestuen føltes som flere kilometer lang. Jeg husker, at jeg skreg hele vejen derned, men jeg opfattede ingen omkring mig. Jeg er typen, der ville føle mig pinligt berørt ved at andre skulle se mig sådan, men når smerterne er så voldsomme, så er alt andet lige meget. Inde på stuen fik jeg at vide, at hvis jeg skulle have lavement, så ville der gå 1 time, før jeg kunne få epidural. Det kunne jeg ikke vente på, så selvom jeg fra start havde været opsat på, at lavement skulle jeg have, var det vigtigere for mig at komme ud af smerten. Det er godt at gøre sig tanker og overvejelser om ens fødsel, men man skal også være klar på, at det hurtigt kan ændre sig, da fødslen ikke er til at forudse.

Anæstesilægen var kommet ind på fødestuen, droppen var lagt i min hånd, og jeg var klar til at komme ud af smerterne. Der gik ikke mere end ét minut, og så brød jeg ud i ”jeg føler, at jeg skal presse”. Jordemoderen mærkede, hvor åben jeg var, og hun kunne konstatere, at jeg var klar til at føde. Derfor blev det heller ikke til nogen epidural, men de forsøgte med lattergas, men jeg mistede kontrol, hvilket gjorde, at det ikke var noget for mig.

Efter 20 minutter med presseveer var vores lille pige ude hos os kl. 03.10 og vejede 2.400g. Mine første ord til vores lille datter var ”hej lille ven”. Det var helt surrealistisk pludselig at ligge med en lille baby.

Det hele var gået meget stærkt, og der var mange detaljer fra fødslen, som jeg slet ikke bemærkede. Smerterne havde også gjort mig ude af stand til at kunne være i det, og tiden fra da jeg fik veer og indtil fødslen, husker jeg kun i brudstykker.

Efter fødslen kom der kun flere bekymringer, men det er jo en del af livet som mor. Dog var en af mine bekymringer, om vores lille pige ville udvikle sig i takt med jævnaldrene, eller om den lille størrelse ville have en betydning. Heldigvis var der intet at bemærke, og hun var hurtig til at lære både fysisk og sprogligt – og er det stadig i dag. Derudover er hun blevet mere end blot ”en lille ven” – hun er hele min verden.

Af Laura Lea Nocita